En blæsende 1.maj 1938 tiltrådte jeg stillingen som afdelingslæge ved sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland – Hospitalet er bygget i pavillonsystem med afdelingerne spredt ud over et stort terræn. Det bleb indviet i 1915. I modsætning til Middelfart var hospitalet her helt åbent og tilgængeligt. Der var ganske vist ved indgangen fra Egebjergvej en port med to store trælåger, men Frode Krarup forbød at de blev lukket – senere blev de fjernet. Desuden var der blevet lavet en gang-og cyklesti fra Nykøbing by gennem Grønnehaveskoven til hospitalet – Krarup har fortalt mig, at han blev så glad for denne sti, da byens befolkning hurtigt fandt vej på deres spadsereture.

 

Hospitalet virkede lyst og venligt. Alle afdelinger var omgivet af haver. Der var ingen uhyggelige mure. Fra indkørslen op til hovedbygningen, der er i herregårdsstil og sammenbygget med en lille kirke, førte en meget smuk poppelalle, der nu desværre er borte. Alle afdelingsbygningerne er gulkalkede, og er det endnu, men administrationsbygning, køkken, festsalsbygning og patientværksted er opført i røde mursten og placeret i hospitalets midte omkring en stor åben grønnegård – Sikringsanstalten, der n u er ændret, var beliggende i hospitalets vestlige udkant.

 

Hospitalet var normeret med 396 senge til mænd og 504 til kvinder, altså i alt 900 senge, men der var konstant ca. 50 ekstrasenge, og da jeg tiltrådte var der en venteliste på 74.- Der var 40-50 patienter i familiepleje. Desuden var der på sikringsanstalten for sindssyge farlige forbrydere 50 senge. Man rådede altså i alt incl. ekstrasenge over 1000 senge.

Rent boligmæssigt var det en stor forandring at komme til SNS – Jeg skulle gøre tjeneste på mandssiden, og her fandtes en dejlig villa på 7 værelser, beliggende i en stor have og med en meget smuk udsigt over marker og hegn til Annebergskoven.

 

Overlæge Krarup var en umådelig elskværdig og human mand med en stor kærlighed til sit hospital, som han levede og åndede for, men han holdt strengt på den gammeldags behandling, at alle patienter skulle ligge de første 3-4 uger i sengen. Krarup lagde ligeledes megen vægt på, at man skulle læse patienternes breve- både dem til og fra dem- og det kunne der gå megen tid med.

 

Patientbelægningen var i maj 38 i det store og hele som den jeg havde oplevet i Middelfart og på Sct. Hans Hospital. Afdelingerne for kroniske patienter var præget af de skizofrene. De urolige lå på afdelingerne Skovhus, Asyl og Granhus-disse afdelinger var omgivet af høje tjørnehække og hegn. Takket være dette og den spredte placering af afdelingerne, hørte man ikke de urolige patienter så meget som i Middelfart og på Sct. Hans – Hele miljøet på SNS var også bedre. Krarup havde forstået at skabe et godt miljø, selvom det var gammeldags. Der var en fortrinlig tone mellem funktionærerne. Der var også en udmærket arbejdsterapi, såsom et glimrende værksted og flere arbejdshold på udearbejde, bl.a. i den store frugtplantage – og de plejere, der ledsagede disse hold, var særdeles dygtige.

 

-Man var så småt begyndt at behandle med cardiazol- det var særlig 1. reservelæge Lemmergård, der tog sig af denne behandlingsform – han benyttede sin sommerferie i 1938 til at studere cardiazol- og insulinkomabehandling i Tyskland, Schweiz og Polen- og der blev indrettet en insulinkomabehandlingsafdeling på Mands- Kurhus’ ene halvdel af 1.sal.

-allerede efter et par måneders forløb så personalet de forbløffende resultater, den nye behandling medførte, og til deres forundring oplevede de,at de skizofrene symptomer i nogen grad afdæmpedes, ja hos nogle svandt de helt –

 

Da Otto Jacobsen var blevet chef, foreslog han, at vi skulle inddrage hele 1.salen i Kurhuset til insulinafdeling – delt i mands- og kvindeafdeling. Vi blev også enige om, at alle patienter under 50 år efterhånden skulle behandles. -Vi fik de nødvendige bevillinger – og afdelingen blev Danmarks største Insulinbehandlingsafdeling med 19 senge for mandlige ptt. og 16 for kvinder.

 

Vi kom ret hurtigt ind på at kombinere insulin komabehandlingen med cardiazol, således at patienterne 2 gange om ugen, mens de var i koma, fik cardiazolchok, og senere da dette var indført, elektrostimulation – det man kaldte summationsterapi.

At det virkelig var en revolution, vi nu oplevede, er uden for al tvivl. – Ved summationsbehandling med elektrostimulation så vi god effekt hos 49 %. Dette er en procentsats, der nærmer sig det, man senere så ved behandling med psykofarmaka.

Vi havde ved behandlingerne en dødelighed på kun 4 o/oo, og vi fik vor beskæftigelsesprocent hævet til 80, ligesom det også lykkedes efterhånden at komme ned på at kun 1 % af patienterne fik sovemedicin.

 

Direktoratet ville gerne, at vi skulle have psykiatriske ambulatorier i vort optagelsesområde. Vi etablerede en psykiatrisk konsultation på Sct. Elisabeth Hospital i Holbæk og en i Helsingør. Den sidste måtte dog lukke under krigen. – Otto Jacobsen havde desuden pårørendekonsultation en gang om måneden på Frederiksberg Hospital.

 

Vi fik i slutningen af sommeren 1939 visse direktiver fra Indenrigsministeriet bl.a. om evt. mørklægning. Jeg blev i beg. af efteråret sendt til luftforsvarsøvelser på to sindssygehospitaler i Sverige som led i en stor mørklægningsøvelse i hele Skåne.  Det skulle senere vise sig, at det var Danmark, der blev mørkelagt, og at vi kunne skue over mod de forjættende lys på den anden side Øresund.

 

Efter hjemkomsten satte vi så hospitalet i “luftforsvarsberedskab”, men da der kun var enkelte afdelinger der havde kældre, blev det meget småt med beskyttelsesrum.

 

Så kom krigen søndag den 3. september l939. – Vi gik den dag i en mærkelig dyster og uhyggelig stemning.

 

Den 7. april 1940 var jeg i København hvor jeg skulle overtage ledelsen af en transport af evakuerede børn, der kom fra Finlands grænseegne – man opgav imidlertid at lade børnene rejse af frygt for at der nu kunne ske hvad som helst – Og det gjorde der så – Da vi så de tyske flyvere d. 9. april om morgenen, kørte vi straks hjem til Nykøbing. Da vi nåede frem, gik jeg over til Jacobsen, der sad og hørte den tyske generals proklamation i radioen. Vi holdt senere morgenkonference og gik stuegang som sædvanlig. De fleste patienter tog ikke megen notits af begivenhederne, men enkelte på modtageafdelingerne ville straks hjem, men vi syntes, de skulle se tiden an, og vi ville også gerne tale med deres pårørende først.

 

På hospitalet havde vi en brandsirene. Den skulle i fremtiden bruges til luftalarm, og det blev bekendtgjort, at brandalarm nu ville blive givet ved klemten med kirkeklokken. – Den 10. april sent om aftenen klemtede kirkeklokken, folk blev opskræmte, og håndværkerne kom trækkende med hospitalets sprøjte – men inden der blev ringet til byens brandvæsen, holdt klokken op, og forvalteren kom, iført en rigtig gammeldags natskjorte med røde borter, ned fra kirketårnet slæbende på en mandspatient. En psykopat fra Granhus var stukket ud gennem et vindue og havde syntes, det var dejligt at lave sjov i gaden.

 

Vi havde en ret stor familiepleje, og der var et udmærket forhold til familieplejeværterne. Mange af de kroniske patienter fik et virkeligt hjem, hvor man tog sig af dem p smukkeste måde. Ofte kom patienternes pårørende på ferie i plejehjemmene, og mens trafikforholdene endnu tillod det, rejste en patient ikke så sjældent med sine værtsfolk på besøg hos de pårørende i Københavns omegn – Familieplejeinstitutionen var faktisk en forløber for de moderne dag-og nathospitaler, blot slået sammen i en institution. Efterhånden som insulinbehandlingen gav resultater, brugte vi ofte ophold i familiepleje i et halvt til et år som et forsøg, før patienterne blev udskrevet.

 

De tyske soldater måtte ikke gå igennem hospitalets terræn. Dog oplevede jeg en søndag eftermiddag, at t af disse stod og kiggede ind ad lågen til Skovhusets have. På afdelingen var der en patient som var fanatisk tyskhader, desuden mente han, at han hver dag var i trådløs forbindelse med Churchill. Da han så de to tyske soldater, for han hen til lågen og råbte yderst ophidset på tysk til dem: “Pas I to bare på – om et øjeblik kommer Churchill og tager jer, for jeg har lige fortalt ham pr. radio, at I står her.” – Det kan nok være, at de to soldater blev forskrækkede og stak af. – De havde dog set mig, og den ene vendte om og kom hen til mig. Han gjorde stram honnør og bad mig om ikke at melde dem til den tyske kommandant, da de så ville blive straffet. De vidste, at de var på forbudte veje. Jeg beroligede dem, og de takkede så mange gange og forsvandt.

 

En gang senere havde vi besøg af tyske soldater, og det var mere dramatisk. Jeg havde været ude at gå aftentur, og da jeg kom forbi hospitalets tennisbane, stod min kone og ventede på mig. Hun så temmelig rædselsslagen ud og fortalte, at Gestapo sad på Otto Jacobsens kontor, desuden var der sat tysk vagt ved Mands-Kurhus. Jeg blev hed om ørene, idet vi få dage forinden havde fået overflyttet en patient fra Afd. O, der var depressiv, men man havde ham også mistænkt for at være stikker. Det var meningen, at han skulle sendes til Sverige via en rute, vi havde fra Odden havn, der var blevet benyttet til jødetransporter, men nu hovedsagelig blev brugt til at hente maskinpistoler i Höganäs.

 

Jeg var bange for, at der kunne være noget kompromitterende i journalen. Vi var jo ikke forberedt på et sådant besøg. Jeg tog min kittel på og gik ned til Kurhuset, hvor patienten lå. Da jeg kom derned, stod der to tyske soldater ved hver dør. Jeg lod, som jeg ikke så dem, tog mine nøgler frem og ville låse mig ind. Men så spærrede de vejen for mig med deres geværer, de havde også håndgranater i bælterne, stålhjælme på, altså helt udrustet til kamp. Jeg sagde med høj brøsig stemme:”Was ist das!”. De var helt unge og tydeligt nervøse og mumlede, at der var “noget” derinde. Jeg stampede i jorden og sagde med min bedste kommandorøst: “Ich bin der Oberarzt” – De svarede “Jawohl” og lod mig straks passere.

 

Inde på afdelingen var alle meget opskræmte,men da de så mig fri og frank, virkede det afdæmpende. Jeg tog lægeoplysningerne ud af patientens journal, læste dem hurtigt igennem for at forvisse mig om, at der ikke stod noget kompromitterende, og da jeg gik ud af afdelingens dør, rettede de to værnemagtssoldater sig stramt op.

 

Da jeg kom hjem, erfarede jeg, at fru Jacobsen havde været ovre hos min kone. Vi havde en sti bag Hovedbygningen, hvor vi kunne gå over til hinanden. Fru Jacobsen var temmelig fortvivlet. SS’erne var kørt med Jacobsen. Det varede dog ikke mere end en god times tid, så ringede Jacobsen selv at han var hjemme igen, og min kone og jeg skyndte os derover. Der kom vin på bordet, og Jacobsen fortalte på sin rolige stilfærdige måde, at Gestapo havde beskyldt os for at have våben på hospitalet, og at vi havde skjult folk der. Han havde truffet tiden ud, da han mente, at jeg nok ville se efter i den omtalte journal, hvad jeg jo også havde gjort. Han havde nægtet alt, men blev alligevel ført ind til Hotej Phønix, der var Gestapos hovedkvarter, til nærmere forhør, hvorunder det viste sig, at en af vore let åndssvage patienter under en tur med et spadserehold, havde set sit snit til at antaste en tysk vagtpost på havnen, der uheldigvis forstod dansk, og fortalt ham, at hele hospitalet var fyldt med våben og frihedskæmpere.

 

Den overordnede gestapomand, der forhørte Jacobsen, var øjensynlig lidt loren ved det hele, og til sidst undskyldte han anholdelsen og sagde til Jacobsen, at han godt kunne gå – men Jacobsen var ikke sådan at bide skeer med – Han forlangte at blive kørt tilbage til sit hjem, for de havde jo ganske uretmæssigt kørt ham derfra. Tyskerne kørte ham virkelig tilbage, og under turen bad de ham om ikke at omtale denne affære, idet man nødig om nogle dage ville i den “Dumme Londonradio”, at man nu i Danmark var begyndt at beskæftige sig med de sindssyge og høre efter, hvad de sagde.

 

Affæren kunne nu være blevet meget alvorlig, idet vi i virkeligheden havde våben på hospitalet, nemlig på loftet over ligkapellet, der lå ret afsides inde i Grønnehave Skov.

 

Midt under krigen begyndte vi at sende meget urolige, dårlige skizofrene patienter til Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling, hvor professor Busch behandlede dem med “Det hvide Snit”, der bestod i, at man overskar nogle bestemte ledningsbaner i hjernen. I nogle tilfælde blev patienterne roligere, men man har nu de fleste steder forladt denne behandling.

 

I krigens sidste måneder blev sindssygehospitalet i Vordingborg beslaglagt af tyskerne, og af de 900 patienter blev de 300 flyttet til hospitalet i Nykøbing, 300 til Sct. Hans Hospital, 200 til Kolonien Filadelfia og resten til Vordingborgs 3 plejehjem. – Hospitalet i Nykøbing havde allerede alt for mange senge i forhold til afdelingernes størrelse, så man forstår, hvor vanskeligt det var også at skulle huse de 300 patienter fra Vordingborg. Vi måtte rykke senge sammen på afdelingerne, dvs. sætte en masse ekstrasenge op. Vi stillede senge op i Festsalen og rokerede i det hele taget rundt, så Vordingborgenserne fik deres egne afdelinger.

 

Vi fik de første patienter fra Vordingborg så sent som d 29.april, ja, de sidste kom selveste 5. maj. Patienterne og personalet blev transporteret i busser, dog ikke hvide. Vi kom af med patienterne igen allerede i dagene 22. til 29. sept. 1945.

 

I de år, jeg var ansat i Nykøbing havde vi mange flinke og dygtige reservelæger og kandidater – i sommeren 1941 havde vi endog i nogle mdr. Victor Schiøler som kandidat. Han gik stuegang med mig og fortalte, at han egentlig altid havde villet være læge, og nu var han altså blevet det.

 

Han gav en eftermiddag koncert for patienterne, og om aftenen spillede han for byens borgere, så mange der kunne rummes i festsalen. Han fik transporteret et flygel herop fra Hindsberg i København. – i øvrigt svigtede han jo lægevidenskaben og endte som professor ved Det kongelige Musikkonservatorium.

I weekenden 7.-8. februar 1970 aflagde min kone og jeg et besøg hos Otto og Helga Jacobsen. – det var få dage før Jacobsen skulle gå på pension og næsten 18 år efter at jeg var fratrådt som afdelingslæge ved hospitalet for at rejse til mit fremtidige virke i Middelfart.

Der var sket store forandringer i den forløbne tid. Hospitalet var blevet delt i to overlægeafdelinger. Aage Kirkegård var blevet overlæge på mandsafdelingen, og Otto Jacobsen havde valgt kvindesiden for at slippe for de retspsykiatriske patienter og besværet med de lange observationserklæringer.

 

Det var tydeligt, at der var sket store fremskridt. Der var takket være psykofarmaka blevet endnu mere stilfærdigt og roligt på hospitalet – afdelingernes miljø var helt ændret. Der var kommet nye møbler og tekstiler, og det hele så langt mere venligt ud. Der var også kommet flere åbne afdelinger. Det var første gang jeg virkelig erfarede, hvilken uhyre betydning psykofarmaka har haft.

 

Det var jo også sket i Middelfart, men her levede jeg jo med det fra dag til dag. Her så jeg nu på et bræt de forandringer til det bedre, der var sket i de 18 år.

 

En forandring var særlig slående. På Sikringsanstalten var den 2-etages Bakkegården blevet tømt for patienter, idet disse svært psykotiske patienter havde kunnet flyttes til alm. afdelinger rundt om på hospitalerne, hvor de var hjemmehørende. Aage Kirkegård havde fået den ide, at Bakkegården skulle omdannes til en neuroseafdeling, idet man drog fordel af de mange eneværelser der fandtes. Afdelingen blev moderniseret, der kom nye møbler, og ringmuren blev revet ned.

 

Bakkehuset – den et-etages bygning, var bibeholdt som Sikringsafdeling, men med pæne møbler og senge. Denne afdeling og et afsnit på en af bygningerne på mandsafdelingen fungerede som retspsykiatriske afdeling.

Det var med en vis vemod jeg sagde farvel til Otto Jacobsen i den store smukke overlægebolig, hvor jeg havde tilbragt så mange hyggelige timer.

Lukket for kommentarer