Otto Jacobsen tiltrådte stillingen som  overlæge på SNS (Sindsyghospitalet Nykøbing Sj.) d. 1.juni 1939  efter Frode Krarup og virkede her i 31 år frem til sin pensionering i foråret 1970.

Ligesom Frode Krarup var  han eneoverlæge på hospitalet helt frem til 1953, hvorefter han delte arbejdet med overlæge Aage Kirkegård.

Otto Jacobsen var således hospitalets chef under hele krigsperioden 1939-45 med Danmarks besættelsestid og med alle de problemer det medførte –  og med op til 1200 patienter indlagt.

Iøvrigt fulgte Otto Jacobsen  ivrigt med i  sin tids  medicinske udvikling – SNS fik  f.eks. Danmarks største Insulincoma-behandlingsafdeling med 35 senge i 1939  med betydelig positiv behandlingseffekt. – og SNS fik næsten afskaffet brugen af sovemedicin til patienterne – bl.a. ved udbygning af beskæftigelse og anden terapi.

I det hele taget blev Otto Jacobsen gennem de mange år på SNS en særdeles dygtig og afholdt overlæge – effektivt hjulpet af afdelingslægerne: Agnes Filskov, Anton Frøkjær Thomsen og Jørgen Ravn, som senere blev overlæge i Middelfart.

Otto Jacobsens sidste år på SNS var langsom nedtrapning for den afholdte – ofte kappeklædte – “GRÅ EMINENCE”, som kendte de fleste – og var kendt af alle.

Ved Otto Jacobsens død 19.5.1977 skrev overlæge Kirkegaard  i hospitalets personaleblad  bl.a. følgende:

“Ved overlæge Otto Jacobsen’s død har dansk psykiatri mistet en af sine mest utrættelige forkæmpere.

Lige fra ungdommen var han stærkt interesseret i sit fag, og efter embedseksamen uddannede han sig i neurologi og psykiatri – han opnåede anerkendelse som speciallæge i disse fag i 1934 og 1940  og deltog  i flere  nyskabelser  bl.a. som medstifter af Den sociale højskole.

I 1939 blev Otto Jacobsen så overlæge ved SNS . Her sørgede han for at hospitalet altid var med i forreste  række når nye behandlingsmetoder indførtes og  han sørgede også for opdeling af de alt for store afdelinger til mindre og mere overskuelige enheder.

Ældre medarbejdere vil huske hvordan han altid talte patienternes sag, og han kæmpede altid for at bedre deres daglige tilværelse – en af hans retningslinjer var, at patienterne skulle have så megen frihed som forsvarligt – næsten legendarisk er det, at han og familien holdt juleaften 23.12. for d. 24. at kunne gå rundt  og ønske glædelig jul på alle afdelinger.

Æret være hans minde.”

Lukket for kommentarer