Avisartikel fra medio nov. 1955.

I anledning af hospitalets 40 års jubilæum  fortæller fru Gudrun Trier Mørch om det første år , og hvordan tiden går på et sindssygehospital. –

Gudrun Trier Mørch (1877 -1956) – var gift med hospitalets mangeårige  forvalter , Ejvind Mørch. (1873 – 1962 ) – ægteparret boede i hele  forvalter  E. Mørch’s ansættelsestid – 1919 – 1943 – i  den tidligere inspektørbolig i hovedbygningen.

” Den 8. november 1915 indviedes sindssygehospitalet ved Nykøbing  Sj., og den 15. november åbnedes dørene for de mennesker, der er syge i sindet, og som trænger til et  hospitalsophold, jeg havde nær sagt, under hjemlige forhold.

En velkomst og orienterende indskrift er hugget ind i stenen midt på hospitalets grund med overlæge Krarups ord: “AT GØRE LIVET TRYGT OG LYST, FOR DEM HVIS SIND ER MØRKT OG SYGT, DERFOR ER DISSE HUSE BYGT.”

Da SNS, som det hurtigt  blev kaldt, åbnedes, var der kun en patient, Gustav Petersen, som blev passet af  en plejer, der også hed  Gustav Petersen, den senere så gode vægter.

Da alle lægerne den første dag  kom på stuegang, sagde en af reservelægerne: “Nu kan overlægen jo begynde med hovedet, så undersøger jeg benene.”

Hurtigt blev hospitalet  fyldt, og der er nu plads til 1000 patienter.

Skønt ligger vort hospital, adskilt fra Nykøbing med den søde lille Grønnehave skov, der luner godt for nordenvinden.

Hverdagen former sig som regel ikke ensformigt, selv om livet ofte er svært nok for mange, men der gøres meget for at adsprede og fornøje.Hver måned  er der enten koncert,film eller bal i festsalen med megen drikken kaffe bagefter, hvor funktionærer og patienter sidder side om side og  sludrer sammen – filmen diskuteres – Vi havde set en cowboy film – een mente, den var fra de vilde lande, en anden, at det var Johannes åbenbaring,  en tredie , at det var Århus, der blev plyndret, så meningerne var jo delte.

Vi nærmer os julen, hvor alle gør sig den største umage for at julen kan forme sig på den smukkeste måde, alle afdelinger kappes om, hvem der kan pynte kønnest med gran og flag og lys. Hospitalets vogn kører flere dage frem og tilbage fra posthuset med bunker af pakker til de syge, og kusk Sørensen smider dem i stor munterhed i favnen på de omkringstående -, hvor af flere består af patienter. Anden  juledag er det store træ tændt i festsalen, hvor alle de, som kan, er med. De går i flere kredse rundt om træet og synger.

Hospitalets børn  viser nissekomedie og uddeler sammen med julemanden  gaver og godter, og udfolder sig til almindelig morskab. Patienterne vil gerne have fat i de små nisser, de holder altid af børn, lg glæder sig sammen med dem.

I februar lå sneen højt, og en dag kom der 28 kaner og slæder fra omegnens elskværdige landmænd. Patienterne blev pakket godt ned med tæpper og halm, og mens kaneklokkerne ringlede muntert, kørte de i strålende solskin over sneen, som knirkede, en herlig kanetur. -(det var Gudrun Mørch selv, der  havde fået samlet kanerne . (forf.)

Året går videre sin jævne gang, dog med sjov i fastelavn og festligheder i påske og pinse.

Så kommer foråret, hvor patienterne i forskellige hold går på havearbejde – tit, når jeg sad ude på vores veranda, hørte jeg deres sludren og sang, der var en af dem, som sang så ualmindelig smukt, så man længe kunne sidde og lytte, somme tider kom han ind  og satte sig på havebænken ved siden af mig- så bad jeg ham om at synge for mig, og mens han så sang den ene efter den anden,syntes jeg,  der knyttedes et venskabsbånd imellem os, det bånd  holder endnu efter 40 års forløb – han er forlængst udskrevet.

St.Hansaften er en af de store  dage- først samles mani Grønnegården, hvor Odsherreds folkedansere optræder – overlægen taler, der synges, mens man sidder ved de lange kaffeborde – derefter marcherer alle i takt til byens orkester, som med fløjte og hornmusik går i spidsen  ned til  stranden gennem den lange alle’.

På skråningen  i  græsset sidder vi og  ser det kæmpestore bål, der flammer og lyser langt væk, og kaster gnister til alle sider. Mens bålet brænder ned, synger vi St.Hanssange og mange flere, præsten, og somme tider en af patienterne taler.

Det er ikke alene en festlig oplevelse for alle fra hospitalet, nej, der strømmer folk til  langvejs fra, en lang, lang række biler holder oppe på landevejen, ja tusinde af fremmede vil være med den aften.

Det er ikke alene om sommeren, men hele året, at patienterne udfører arbejde for hospitalet- vævestuen er altid i gang, og værkstederne, hvor de reparerer fodtøj, koste og meget andet.De fletter kurve,indbinder bøger,drejer skåle og mange ting,som udstilles hvert år. Dagligt ser man dem komme fra de forskellige afdelinger i hold, nogle til køkkenarbejde, til vaskeri og til private familier – arbejde  er vel ikke alene en velsignelse for sunde, men vel også i høj grad for syge mennesker, både for legeme og sjæl.

Sidst på sommeren kommer den årlige udflugt til Høve Strand og skov- køretøj efter køretøj – senere rutebiler – transporterer alle derud – tit er de halve af patienterne med på denne tur – køkkenchefen udfolder sig den dag, stabler af lækkert smørrebrød og kager bliver nydt ude i skoven til kaffen – det blev tit sent på aftenen,inden de kom hjem igen. De, der ikke var raske nok til at komme med,blev trakteret på afdelingen, for dem var livet jo svært, nogle lå til sengs årevis,men plev plejede med tålmodighed og omhu. Men ikke alt var trist-langt fra- mange følte det som et hjem, et sted, hvor der var trygt at være, hvor fortids bekymringer blev  taget fra deres skuldre og hvor de uhindret kunne opføre sig, som nu deres temperament var til.

Pudsige scener forekom tit – en dag,da en af lægerne var på fomiddagsstuegang, stod Frederiksen ved et vindue og betragtede tavs haven; ved aftenstuegangen stod han samme sted- lægen spurgte ham hvordan det gik og hvad han tænkte på.”jeg tænker på,at det er godt vi har Bornholm”, svarede han. En dag, min mand så Ferdinand trave rundt på den store græsplæne i Grønnegården, sagde han: “Nå, Ferdinand, du må ikke så gerne gå i plænen” – “Saa-aah, sorterer den måske under dig”? – “Ja, det gør den, svarede min mand – “Så skulle du hellere tage den med dig ind på kontoret.”

En kær lille patient skulle flyttes til arbejdsanstalten i Holbæk;  jeg spurgte hende: “Er De ked af, lille  Simoni,at De skal derud”  — Nej, såmænd ikke, så er jeg da Paris lidt nærmere.”

Vi havde en patient til hjælp i huset; en dag sagde hun “Hvor er egentlig Jesus bleven af – hvor er han  — Jah,han er vel alle steder-tror De ikke det ?  —- “Nej, nu ved jeg det; han er pokerme rejst til Ruds Vedby.”

Samme gode patient  blev min ven – det gjorde forresten mange af dem med deres umiddelbare barnlige tillid .-En dag, da jeg kom hjem fra stationen, hvor jeg havde taget afsked med to meget unge døtre, der skulle rejse til Sicilien for et år, kunne hun se på mig,at jeg havde grædt. Hun lagde sin hånd på min skulder, og sagde: “Du skal ikke være ked af det. Vor Herre ser nok lige så godt efter børnene der i det fremmede, som han gør herhjemme”. Vi faldt hinanden om halsen,jeg synes, den kærlige måde at trøste på, var smuk, så de syge er også til hjælp og trøst for os, som kalder os forstandige.

Sådan afveksler livets tildragelser med sorg og glæde, spøg og alvor på SNS som på alle andre steder.

Det første år rinder ud vi fejrer fødselsdagen for vort hospital  festligt med taler og sang.Dette første år- og som senere altid den 15. november bliver professor H. HELVEG’s smukke sang til SNS’ indvielse sunget. Den gang var han reservelæge – han var der sammen med os fra begyndelsen.

(Mel.: Langt højere bjerge..)

Hvor findes så yndigt et sted på vor jord

som her mellem skove og høje

det skummende hav og den

smilende fjord

der fast omkring landet sig bøje

Den hele natur råber: Kom

her og bliv

Thi her er det herligt  at leve

sit liv.

 

Hvor findes på jord vel en

gerning så skøn

som syge at  læge og pleje

i gerningen selv er den ypperste

løn

der let kan mod sorgerne veje.

Og mest trænges vel til den

kærlige hån

hos den, der er syg og formørket

i ånd.

 

Så vil vi da gøre vor gerning

med flid

og lyst selv i trælsomme dage

Gid mange fra os i den kom

mende tid

med sundhed og glæde må drage

og den, der ej vinder til

sundheden frem

skal finde hos os et

beskyttende hjem.

 

Årene går, nogle bliver begravede på den fredelige kirkegård l skoven, hvoe egen skygger over de vedbenbevoksede grave – andre – langt de fleste – udskrives og drager raske hjem eller ud i livets strid og slid, men bestandig kommer nye, som udfylder de bortdragenes plads.

Så går dagene – tiden – og livet  videre, skiftende med sol og regn, godt og ondt, læger og syge, og vi når frem til 25 års jubilæet.

Overlægen hyldes fra mange sider. Samme overæge begynder at få grå hår, livets daglige dont kræver meget af alle sådan et sted. I en sang  til ham på denne dag hedder det bl.a.:

 

Dit motto, det skrev du på

stenen:

Gør livet lyst og trygt

for dem, hvis sind er mørkt

og  sygt

er diss huse bygt.

 

Dit ønske det var at pleje

og læge de syge sind

med mildhed ad skånsomme veje

du vandt i hjerterne ind –

Du prøver de syge at lære

at løfte det modløse blik,

at håb,at tro skal man bære

mod sky, hvorfra livet man fik.

 

I foråret  1939 tog overlæge Krarup afsked, og blev efterfulgt af den unge, dygtige og energiske, og i psykologiens mange mysteriers gåder mere moderne indstillede, overlæge Otto Jacobsen, som er der endnu.

-Og bestandig  lyder de stilfærdige skvulp af de små bølger, som glider ind ved hospitalets fod, og vindens susen gennem de kæmpehøjje popler –  de som voksede sig store  akkurat som hospitalet voksede, og bestandig stråler solen på de røde tage og livet gror og håbet knyttes til SNS.”

Gudrun Trier Mørch.

Lukket for kommentarer