Inden  vi nu for alvor  indtager hospitalet  kan det nok være interessant at vende blikket  ind  mod den lille købstad, NYKØBING, som  jo  var den  by, der efter megen “palaver” blev den foretrukne.

Her har vi lykkeligvis en autentisk beretning fra en gammel, nu afdød plejer, Eigil Kjeldsen, (1919-2010) som  livet  igennem var optaget af at bevare og beskrive sin by og egn, og som  gennem  mange,mange år engageret  samlede til  – og reelt grundlagde vort nuværende SNS-museum.

Han skrev følgende:

For os, som gennem en lang årrække har levet med både sindssygehospitalet og byen Nykøbing, ligger sidstnævnte vel badet i et romantisk skær.

Anderledes var det dengang der kun var byen  – omkring år 1800 var der hele 615 indbyggere i byen, der  alligevel regnede sig selv for Odsherreds hovedstad som den eneste større handelsby  i herredet – Omkring 1910  hvor vi kommer ind i historien er indbyggertallet steget til omkring 2000 – et antal som ingen af de andre byer i herredet kunne opvise-  og man skulle således formode at alting var såre godt – men det var langt fra tilfældet.

Det er jo en bitter kendsgerning at en by i udvikling altid bliver plaget af større udgifter end skattegrundlaget kan bære, og således gik det også for Nykøbing, som på et tidspunkt havde oparbejdet en gæld på 225.000 kr.- efter forholdene en så stor sum at mange tvivlede på at byen var solvent. Men når nøden er størst er hjlæpen nærmest.

Danmark var efterhånden kommet i den alvorlige situation, at man ikke havde plads til de sindssyge – især for Sjællands vedkommende var der en akut krise. Der var jo kun to hospitalsmuligheder – Bidstrupgård v. Roskilde (Sankt Hans) som i det væsentlige behandlede folk fra København – og Oringe v. Vordingborg, som var et statshospital.

Disse to hospitaler var langtfra nok til at dække et hastigt voksende behov- og de forskellige kommuner, der jo skulle drage omsorg for de syge, måtte gribe til alle tænkelige løsninger, såsom at anbringe  patienterne i fattiggårde  og  fattighuse eller på arbejdsanstalter og i enkelte tilfælde i arresterne.Selvom det var en jammerlig tilværelse for disse mennesker, var de dog alligevel heldige i forhold ti dem der skulle passes i hjemmene – for mange af dem var deres skæbne så barsk at nutiden nægter at tro på den. Man spærrede  simpelthen disse mennesker inde – og de kom først ud som døde.

Alle,selv politikerne, kunne se at denne tingenes tilstand ikke kunne fortsætte, og alle erkendte at der måtte gøres noget  – og det skulle være hurtigt – Den egentlige debat startede omkring 1908, og  efter mange rumlerier og tovtrækninger var man uden resultater nået helt frem til  slutningen af 1911 hvor der endelig kom skred i planerne.

Rygtet derom nåede omsider helt til Nykøbing, –  i byrådet der, sad der folk med Dr. Schad  i spidsen, som kunne se ud over deres egen næsetip. Disse mennesker anede her en mulighed for dels at klare  byens gæld og dels en mulighed for en blomstrende fremtid  for deres by, dersom man kunne få bygget det kommende hospital her.

Der var dog andre som havde fået en lignende god ide.Allerede i starten var der mere end 50 som gerne ville deltage i kapløbet, og selvom de fleste efterhånden faldt rra,  var interessen hos de tilbageblevne lige stor og konkurrencen benhård.

Ret beset havde Nykøbing  ikke meget at gøre godt med, men hvis man skulle gøre sig håb om at komme med i opløbet, måtte der satses, og man må beundre disse byrådsmedlemmer som turde satse så stort, når man tænker på de “Pernittengrynsmentalitet der ellers herskede.

Selvom indsatsen var stor, må man huske på, at det ikke alene var i Nykøbing der var pengemangel – også staten var i nød og var nødt til at presse tilbudsgiverne mest muligt – Nykøbing vidste godt at der var andre, men uden dog at kende deres tilbud – men på Tinge havde vi flere lokale mænd, der ad listige kanaler holdt byen underrettet  om hvad mindsteprisen var, hvis man ønskede at være med. Derfor startede man med at tilbyde staten en sum på 65.000 kr. eller vederlagsfrit at stille det fornødne areal  til byggeriet til rådighed.

Der skulle dels være til husene, men også til et landbrug, som man oprindelig satsede på til  beskæftigelse af patienterne – til  dette formål anså man at et areal på ca. 45 ha. ville være passende, og at dette kunne købes for den sum , man havde tilbudt staten.

Nykøbings problemer var dog  ikke løst med at skaffe byggegrunden – en så stor institution havde også andre behov, som byen for nærværende ikke kunne opfylde. Byen havde kun et lille vandværk – den meste vandforsyning forgik stadig fra brønde – dette rakte ikke langt, og slet ikke til hospitalets brug. Byen havde også et gasværk, som var bygget i 1899 – og heller ikke det var dimensiioneret til at klare det større behov. Elektricitet havde man ikke – og altså intet værk – byen levede stadig i petroleumslampernes tid – “Det hvide lys” havde ikke holdt sit indtog her i modsætning til mange andre byer i herredet, som allerede havde dette gode, eksempelvis Højby.

Til trods for sit ikke attraktive ståsted maste Nykøbing ufortrødent på – men jeg kan forestille mig, at de store tal man jonglerede med , har givet byrådsmedlemmerne mangen søvnløs nat. – Det mest påtrængende problem  var at skaffe en tilstrækkelig stor og attraktiv plads, som man kunne tilbyde staten  til byggeriet. Mulighederne var ikke mange – den bedste plads anså man for at være på Annebergs jorder, og derfor indledte man forhandlinger med godsejeren: Fr.Holstein, og forpagteren af Anneberg, Parmo Johannesen. – disse forhandlinger gik rimelig godt- man enedes i det store og hele om både areal og pris – der var dog den hage ved sagen, at disse arealer lå i et andet sogn, nemlig Højby kommune, og for at virke efter hensigten skulle de overføres til Nykøbing – nye forhyandlinger, denne gang med Højby sogneråd, der ikke var uvillig til at indgå på overførslen , som jo gav penge i kassen. Der oprettedes en kontrakt derom, og da den var underskrevet af begge parter, bestemte Amtet,  at prisen for overførselen skulle være på  2835,38 kr. som Nykøbing generøst tilbød at betale kontant -!

Selv med disse ting på plads var det meget usikkert, om Nykøbing med sine fine tilbud ville komme med i opløbet – men så endelig  den 6. maj 1912 kunne borgmesteren  på byrådsmødet  meddele, at han havde modtaget meddelelse fra København “at Folketinget have vedtaget at lægge det nye sindssygehospital ved Nykøbing”. Denne vedtagelse var sket med overvældende majoritet i Folketinget og var nu oversendt til Landstingets behandling – og Nykøbing håbede nu på at der ikke ville ske en omstødelse af afgørelsen, og følgelig fortsatte man med planerne om de forskellige forsyninger til det ny hospital.

Vand og gas havde man mulighed for selv at klare forsyningen med – det ville kun kræve en  udvidelse af de bestående værker, men anderledes stillede det sig med  elektricitet – der havde man intet, men skulle i givet fald opbygge det hele fra bunden. Men netop i denne tid var der i Svinninge blevet bygget et elektricitetsværk, og her øjnede Nykøbing sin chance for at købe sig  til den fornødne el.-forsyning. –

og det nye el.-værk var også interesseret i at få så stor en leverance som den Nykøbing ville kunne aftage.

Nordvestsjællands Højspændingsværk-(det senere NVE) var netop i disse år ved at udbygge sit ledningsnet i det meste af Odsherred, så det var en oplagt mulighed for at få kontakt med Nykøbing. – da alt dette var på plads kunne byrådet trække vejret lettere og koncentrere sig om de øvrige opgaver, hvoraf leverancen af vand var af vital betydning for den nye institution. – Der havde gennem forhandlingsfasen  hersket nogen tvivl om, hvorvidt det var muligt gennem boringer at skaffe vand nok – det mente Nykøbing  at man nok kunne, og derfor forpligter byen sig overfor regeringen at levere fornøden vandmængde med tilstrækkeligt  tryk. – Dette løfte blev det nødvendigt at holde da Sikringsanstalten var bygget – den ligger nemlig højt på kote 32, så løftet resulterede i at byens vartegn -Vandtårnet – blev til, og det har siden 1913 leveret vandet med tryk nok.

Byggefasen  og hospitalets  første tiår, skabte en opblomstring for Nykøbing, hvor byens befolkningstal steg fra ca. 2000 omkr. århundredskiftet til over 4000  omkring 1940. Indenfor denne periode kom Nykøbing til helt at ændre sig. Den oprindelige by var en lang gade med huse på begge sider og med et par enkelte smågader på tværs af denne hovedfærdselsåre.Nu derimod var dersket en kolossal forandring – byen var vokset i omfang i en målestok, man bare et årti tidligere ikke havde kunnet forestille sig, og det var væsentlig enfamiliehuse der blev bygget.

I starten af 30erne blev således  kele kvarteret fra Dr. Schadsvej  til Møllegårdsalle’ bebygget. Oprindelig var det et kolonihaveområde, hvor ejerne bare ventede på at få samlet  penge nok til at bygge, og i det store og hele  var det plejere fra  sindssygehospitalet som med deres familier slog sig ned her.

Allerede på et tidligt tidspunkt efter hospitalets bygning måtte bystyret erkende, at den værende skole var blevet for lille – resultatet blev Grundtvigsskolen. der opførtes i 1917.

Alt taget i betragtning må man konstatere at Nykøbing  havde været umådelig heldig ved at vinde kampen om sindssygehospitalets placering. Denne sejr forandrede på godt og ondt ganske byen, men de to parter har gennem tiden vist sig at gå ganske godt i spænd -Uden hospitalet kan man jo gætte hvad der var blevet af byen.

Lukket for kommentarer